mandag den 24. december 2012

Julehilsen og karrysalatmangel.

Så er det endelig juleaften. Og den er blevet hvid.
5 cm i går aftes og 10 cm i nat, så nu har vi 50 cm sne igen, og den ser helt hvid ud på overfladen. Jeg havde nær aldrig fundet dasset i morges. Så det bliver hyggeligt at grille ude i dag. And og steg har nemlig bestilt en saunatur i webergrillen, og det må jeg jo lytte efter.

Dagen skal gå med svensk tvhygge. Håber jeg kan lære lidt om de svenske traditioner. Lige nu diskuterer de takt og tone, og man må endelig ikke komme for tidligt. Det blev faktisk fremhævet at kommer man 5 min før, så venter man uden for døren til det er tid. Og man kommer heller lidt for sent end ½ time for tidligt. Jamen så forstår jeg bedre at den fest vi har været til, der var vi de første der kom. Og nu forstår jeg, hvorfor jeg altid er bange for at naboerne ikke kommer, for de kommer altid præcis til tiden og ikke ½ time før, som jeg er vant til hjemme fra Danmark.

En ting jeg har fanget der er vigtigt er "Kalle ankas julshow" eller som vi siger "Disney juleshow". Det ser alle!!! Det kommer kl 15, og det må jeg vist hellere nå. Jeg ved at de ikke har de samme film i den som på dansk tv, for det er noget Disney bestemmer. Glæder mig og har ladet op til det de sidste par dage på youtube, hvor man kan finde de fleste film.

Jeg har arbejdet meget her op til jul og manden har fået lov at handle lidt godter til os. Han fandt det meste der stod på sedlen deriblandt dansk leverpostej og skovmandsbrød, hvilket hedder "bondens surdegsbröd". Vi morede os ret meget over at skovmanden har fået en gul hue på, en kone under armen og en bondegård i baggrunden. Skægt at der er så store forskelle på så kort afstand.

Men han så lidt slukøret ud efter shoppeturen, for han havde ikke fundet karrysalat. Google is my friend, og nu er foodfanatic også. Hun havde en opskrift på karrysalat, og den er virkelig nem og lækker (siger manden, jeg spiser det ikke). Vi udelod æg og lagde det ovenpå i stedet for. Sådan vil han have det. Mums. Men jeg har glemt kirsebærsovs. ØV.

Året er løbet afsted og vi har allerede boet her over et år. Alt for meget er sket både her og i Danmark. Mine blogge er blevet glemt i en periode, hvor jeg har skullet vænne mig til at arbejde på svensk, men nu mærker jeg at jeg er tilbage. Og jeg kan jo se i statestikken, at der fortsat er nogle der dumper ind indimellem.

En rigtig glædelig jul til jer alle.

lørdag den 22. december 2012

Så er risengrøden færdig.

Så er risengrøden færdig.
Opskrift?

Du tager 2 dl grødris, 1 smule salt og 1 l mælk og putter den i din bedste støbejernsgryde fra Ikea. Stiller det i brændekomfuret med låg med lukket ovnlåge, da den jo alligevel brænder, for at du kan holde varmen, nu hvor der er -4 grader udenfor. Så får du lidt juletungsind, drikker 1 liter hvidvin og glemmer alt om gryden i ovnen. Når du kommer i tanke om den igen, springer du hen til ovnen, hiver den ud mens du bander over mega varme håndtag. Flår låget af, udråber "Herregud" i det tomme hus og rører med skeen, overbevidst om at den er brændt på, sveden og totalt død. Men nej den mangler bare kærlighed i form af omrøring og mere mælk. Derefter hælder du mere mælk på, lægger låget på og glemmer alt om den igen. Når du kommer i tanke om den igen, er det allerede for sent. Jeps. Den er brændt på. Ikke som vanligt i bunden, men i toppen af gryden. Du hælder nu mere mælk i, finder din bedste, fineste julerøde gryde, som du nu øser det over i. Den fine ikeagryde sætter du i blød.
Grøden hælder du nu endnu mere mælk på, smager på og konstaterer at den er perfekt, hvis du spørger manden. Selv synes du den er for tyk. Den serveres nu med kanelsukker og rigeligt smør.

Billeder?
Okay så.




mandag den 23. april 2012

Lipton te.

Jeg er en buzzador. Og i den sidste tid har jeg haft lipton te hjemme at buzze om. Og det har været overraskende.

006

Jeg modtog en kæmpe kasse med te, så jeg havde til at dele ud af. Det overraskede mig at der kom så meget. Der ankom 6 pakker ialt, 3 forskellige varianter. Grøn te med mandarin, skovbær te og earl grey te.

013

Vi drak te i lange baner, og jeg må erkende, at jeg fortsat ikke er ret vild med mandarin orange smag i min te. Bruger hellere lidt citronsaft for at få den syrlige smag frem, hvis det er det jeg har lyst til. Earl grey teen var bare en earl gray te, ikke så meget ved den efter mine smagsløg. Men forrest fruit teen vandt bestemt. Det er ofte den mest eksotiske man kan få på cafeer, men så synes jeg bestemt de skal gå over til at købe den trekantede model. Der vinder teen virkelig ved at komme i en trekantet pose, og smagen udvikler sig rigtig fint. Jeg har ellers i en periode været rigtig træt af forrest fruit te, fordi jeg har syntes smagen var syntetisk. Nu kan jeg sagtens lokkes til at købe den igen, men kun i trekantede poser.

014

Og så undrer jeg mig over, hvorfor der er forskel på posernes materiale??? Er det fordi den ene er grøn te og den anden er sort te???

tirsdag den 10. april 2012

Sparemåned opdate.

Ja så gik den sparemåned. Manden har nedlagt veto om at priserne for alle vores indkøb kom på bloggen, men jeg har lavet en overordnet konklusion.

Jeg havde en teori om, at vi brugte ca 1000,. sek i ugen på madindkøb og daglig husførsel. Det passer faktisk meget godt. Og det bliver på det niveau forsat, da jeg ikke synes, vi kan spare yderlgere uden at gå ned i kvalitet.

Jeg troede dog, at vi havde vores spisen ude med i de 1000,-sek. Det har vi i hvert fald ikke. Vi spiser ude for ca 500,-sek i ugen i snit og det er alt for meget, så det har vi øjeblikkeligt skåret næsten helt væk.

Så havde vi en del ture på byggemarkeder og marsvinerelaterede indkøb, og det kan der ikke spares på. Det bliver i forvejen holdt helt nede på et minimum.

 

Alt i alt har det været meget interessant at gemme bonner og desikrere sin daglige økonomi.

fredag den 16. marts 2012

Jubii…

Sikke en dejlig dag det har været idag.

Det skønneste forårsvejr.

En jobsamtale med efterfølgende aftale om at jeg har job i 8 uger til sommer.

Og stegt flæsk til aftensmad.

Så kan det vist ikke blive ret meget bedre.

mandag den 5. marts 2012

Marts måneds vilde spareplaner.

 

Tømme ud i skabene-marts kunne man også kalde det.

Inspireret af Madbanditten og Xenia har jeg besluttet, at vi skal spare i marts måned. I forvejen tænker vi meget over det, før vi drøner ud og køber nyt. Men der skal et kloaksystem til i nær fremtid, så at lade jer kigge med, forpligter os bare endnu mere til at spare.

Vi plejer at sige, at vi bruger ca 1000,-sek i ugen til alle indkøb. Men jeg tror ikke rigtig det holder irl. Så i marts måned vil jeg hver søndag skrive et indlæg om hvor mange/få penge vi har brugt på indkøb af kost og toiletartikler. Vi er to voksne i husstanden, hvoraf den ene primært spiser LCHF-kost og den anden drikker meget cola og spiser almindelig kost krydret med en del sukkerting. Derudover skal der købes mad til marsvinene.

Er lidt spændt på hvor meget vi egentlig bruger. Er dog klar over at jeg skal have gang i kostplanerne igen for at få styr på vores lager igen.

søndag den 4. marts 2012

Rod i det hele.

Kender i det, at man opdager at man har valgt den forkerte adresse på sin blog? Og da man så skifter den, så forsvinder hele ens blogliste. Ja faktisk dem begge. Jubii... eller noget.

Ja ja jeg finder dem jo nok igen, men der var virkelig tænkt over hvad jeg reelt læste jævnligt.

En fiskedelle med twist.

Vi er så heldige at vi sjældent har behov for at købe fisk. Min far kommer gerne med en pose fisk, og vi har en ven, som *vips* lige ryger lidt fisk til os. Den anden dag havde jeg taget ½ kg hakket torsk op til fiskefrikadeller. Men det endte med at blive manden der gik igang, fordi jeg var faldet i tv’et.

“Tror du ikke det vile være godt med sådan en varmrøget torskefilet i dellerne? “ lød det fra køkkenet. Dertil kunne jeg da kun svare pas, men han havde lov til at forsøge, der lå alligevel en på køl. Som sagt, så gjort. Og resultatet var himmelsk.

002

 

Fiskefrikadeller med et twist.

  • ½ kg hakket torsk.
  • 1 lille koldrøget torskefilet hakkes groft.
  • 2 æg tilføres.
  • 1 lille hakket løg. (manden er lidt løgforskrækket)
  • Salt og peber efter smag.
  • 1-2 spsk hvedemel indtil farsen har den rette konsistens.

Steges i “rigeligt smør” og nydes som de er eller med rugbrød/kartofler til.

Velbekomme.

onsdag den 15. februar 2012

Madstafet 3. del

Jeg er jo med i den der madstafet som Nina fra Kunster på køkkenbordet har startet. Og mine ingredienser har jeg fået stukket ud af Fenja fra Fenjas mad. Ingredienser er lakrids, mango, rødkål, skaldyr og linser og mine retter blev

  • Mangokokoslassi.
  • Rødkålssalat med citrusfrugt (og rejer på andendagen).
  • Linsehummus.
  • Serveret med entrecotesteg fra Irland.
  • Til dessert smørkolais med lakridspulver og sirup.

I de 2 tidligere indlæg kan forhistorien og opskrifter på rødkålsalat og linsehummus findes. Så nu mangler jeg kun lakrids og mango at bruge, da jeg jo fik rødkålssalaten med rejer på dagen efter.

Lakridsen var faktisk en af mine store problemer. Jeg havde både lakridsrodspulver og salt lakridssirup stående i køkkenskabet. Men jeg er ikke så opfindsom, så normalt bruger jeg dem kun som drys på is. Jeg søgte på nettet og i kogebøgger, men fandt intet jeg havde lyst til at forsøge mig med. Så jeg valgte den sikre udgave. Til gengæld kan jeg fortælle at isen er Alvesta LCHF is med smørkolasmag, på dansk smørkaramel. Den er bare mums.

044

Min sidste ingrediens var mango. Den lå på bordet og modnede, og modnede, og modnede. Og da jeg endelig var klar, så var det ca 5 dage siden den havde været klar. Til gengæld ville solsortene gerne have den ud i sneen. Så de gode dyr var rådne, eller noget. Manden afsted efter en frisk, som jo ikke var moden, på trods af det stod på den med store bogstaver. Så den mangokokoslassi jeg havde planlagt blev udskudt, og vi måtte tage et glas vand til maden. 5 dage senere var den klar.

Mangoen befries for stenen, som er stor og flad og sidder midt i frugten. Når man kigger på frugten kan man sagtens fornemme hvor stenen er. Der er ligesom en linje på den ene side, og det er siden af den flade sten. Skallen skæres også af.

047

Jeg blendede frugten med 1 dl tyrkisk yoghurt og ca 3 dl kokosmælk, som var en hjemmelavet rest fra et projekt, som i høre om en anden dag. Derefter spædede jeg den med et skvæt cuba strawberry, som der tilfældigvis var havnet i mit barskab. Det var blevet rigtig godt, men manden mente at det var for grynet, så jeg var desværre nødt til at drikke det hele selv. Det var fordi kokosmælken havde været på køleskabet. Men bare rolig. Jeg ofrede mig.

050

054

052

Så skulle jeg finde på 5 nye ingredienser til den næste i madstafetten, som er Camilla fra Mad & Have. Og jeg tror sagtens vi kan glæde os, for hun laver virkelig lækker mad. Det var lidt svært at finde på de 5 nye ingredienser, men her er de.

  • Sirup
  • Torsk
  • Rugbrød
  • Philadelphiaost
  • Kagecreme

Dette er ting jeg selv har risiko for at få til overs, så trænger til lidt hjælp til at komme videre med disse ingredienser.

Velbekomme og god arbejdslyst.

tirsdag den 14. februar 2012

Madstafet 2. del.

Jeg er jo med i den der madstafet som Nina fra Kunster på køkkenbordet har startet. Og mine ingredienser har jeg fået stukket ud af Fenja fra Fenjas mad. Ingredienser er lakrids, mango, rødkål, skaldyr og linser og mine retter blev

  • Mangokokoslassi.
  • Rødkålssalat med citrusfrugt (og rejer på andendagen).
  • Linsehummus.
  • Serveret med entrecotesteg fra Irland.
  • Til dessert smørkolais med lakridspulver og sirup.

Først rødkålen. Men der havde været “mus” i den. Sådan går det når ting skal ligge så længe før “man” tager sig sammen.

032a

Rødkål snittes, blandes med en frisk mandarin i stykker, 1 dl tyrkisk yoghurt og et skvæt fløde. Blandes godt og stilles på køl til aftensmaden skal spises. Jo længere den står, jo mere tøselyserød bliver den.

030

035

Linserne var bestemt en udfordring. De er ikke et stort hit her i huset, på trods af de var landet i køkkenskabet engang. Så kom jeg i tanke om at jeg ææælsker hummus, og det måtte da kunne laves af linser. Så jeg kogte hele posen. Nu kunne jeg jo lige så godt lave base til fryseren. Til næsten en pose røde linser brugte jeg 2 gange så meget vand (det stod på posen), et løg og 3 store fed hvidløg. Koge, koge. Drænede det i en si og blendede det. Delte portionen i tre og puttede de to i fryseren. Den sidste kom i blenderen igen med mange små fed hvidløg og hørfrøolie. Blende, blende. Mere olie på toppen. Færdig.

021

023

028

Begge dele blev serveret med en lækker rosa/rød entrecote fra Irland.

039

Resten af rødkålssalaten blev spist dagen efter til frokost sammen med en kæmpe håndfuld rejer. Men glemte at tage billeder.

 

Resten af madstafetten kommer i morgen…

Velbekomme.

søndag den 12. februar 2012

Mad stafet.

Jeg er jo med i den der madstafet som Nina fra Kunster på køkkenbordet har startet. Og mine ingredienser har jeg fået stukket ud af Fenja fra Fenjas mad. Ingredienser er lakrids, mango, rødkål, skaldyr og linser og de har stået skrevet op på en seddel, siden jeg kom hjem fra juleferie. Midt i januar fik jeg dem købt (dem jeg ikke allerede havde i køkkenskabet), og så har de ligget på køkenbordet og kigget ondt på mig siden. Jeg er virkelig blevet udfordret.

Linser er bestemt ikke noget som normalt indgår i vores køkken. Alligevel havde jeg en pose røde linser liggende i køkkenskabet, fra en dag jeg faldt over dem i netto, og håbede på at manden bedre kunne acceptere dem i chili con carne. Han hader bønner og linserne var ikke meget bedre. Så at skulle lave noget ud af dem var vist god træning.

Mango plejede bare at være noget  jeg serverede for araerne. En gang vi skulle have gæster til morgenmad (inden vi gravede stuen ud i Hou), havde jeg en liggende i frugtskålen, som var meget moden. Naboen kommer lidt før resten og spørger om der er noget hun kan hjælpe med. “Ja hun kan da lige skære den der ud i både.” Jeg skulle nok have lyttet til hende, da hun sagde, at hun ikke vidste hvordan hun skulle gøre. Jeg tegnede og fortalte og gik lige ind i stuen med brødet. Da jeg kom tilbage til køkkenet, var den blevet forvanlet til mangomos, og jeg mener virkelig grast til ukendelighed. Ved ikke om hun havde været oppe at stå på den. Den kune på ingen måde reddes. Øv.

Rejer og rødkål så jeg ikke de store udfordringer i. Lakrids var det straks meget værre med. Jeg havde både lakridssirup og lakridsrodspulver i skabet, men jeg har virkelig ikke evner til at finde på andet end is med toppings. Sorry men jeg elsker det virkelig på den måde. Ved godt det er kedeligt.

Men jeg tog kampen op med dem og fik da noget ud af det.

  • Mangokokoslassi.
  • Rødkålssalat med citrusfrugt (og rejer på andendagen).
  • Linsehummus.
  • Serveret med entrecotesteg fra Irland.
  • Til dessert smørkolais med lakridspulver og sirup.

Opskrifter og billeder kommer i næste indlæg.