lørdag den 9. november 2013

Iherb.com

Obs: Dette indlægs kode/link til Iherb giver både dig og min lidt bonus, og derfor skal du som læser være opmærksom på at dette er en reklame.


Jeg gjorde det.
Gik ind på www.iherb.com og bestilte alt det spændende jeg kunne tænke mig at teste. Og det var ikke så lidt.

Lige nu spiser jeg ikke ren LCHF, men det var ud fra det bestillingen blev lavet. Og som det fremgår af billedet, så var jeg mest i det søde hjørne. Tester af varerne vil komme løbende.

Grunden til jeg var lidt tilbageholdende med at sende en bestilling afsted var det der med tolden, når nu varerne kom fra USA. I Danmark er toldgrænsen på 80 kr. Så længe pakken ikke koster mere end det, så er det ikke noget problem. Her i Sverige er toldgrænsen på 1300 skr. Men man skal betale 12% i toldafgift på alt.

Jeg havde handlet for 31,46 $, og fik en toldregning via DHL på 32 skr. Det synes jeg ikke var så dyrt. Og den samlede pris er fortsat langt under hvad jeg normalt skulle give for modsvarende varer her i Sverige.

Hvis du går ind på iherb via ovenstående link får du automatisk 5 % i rabat på din første pakke. Dette er et affiliatelink, som giver både dig og mig lidt bonus.Hvis du hellere vil skrive min rabatkode til iherb.com ind manuelt er den VJM415. . Håber i har mod på det, for man kan virkelig få meget billigt derinde.

lørdag den 19. oktober 2013

Morgenmad deluxe.

Kagen fra igår har stået i en plastpose hele natten, og er noget kompakt her til morgen. Ligesom helt konfektagtig. Det kan måske anes på det ene billede.
Morgenmaden idag bestod af kage, 1 dl fløde pisket i en kop, og te. Ved at piske fløden direkte i loppen var der jo "desværre" en rest flødeskum, som lagde sig lige så fint oven på dagens te.

fredag den 18. oktober 2013

Xenias kakao- og kokoskage.



Cacao- og kokoskage fra Xenia. Mums den var god.
Prøv den, før din nabo. Så er det sagt.

Idag bagte jeg en rigtig lækker kage. Jeg havde ingen chokolade til at lave de store chokoladekager, så jeg googlede lchf cacao kage, og op dukkede denne lækkerhed. Og skæbnen ville at jeg havde alle ingredienser til min rådighed. Jeg lavede en anelse om i opskriften, men originalopskriften kan findes her hos Xenia.

  • Smelt 125 g kokosolie og tænd ovnen på 185 grader.
  • Pisk 4-5 æg (mine var meget små) sammen med
  • 50 g sukrin og 
  • 1 tsk stevia.
  • Tilføj nu 75 g kakao (jeg vælger 50 g næste gang, det blev meget stærkt)
  • 3 spsk alm kokos
  • 1 spsk husk (den grønne)
  • 1 spsk kokosfibre (affedtet kokosmel) og pisk igen.
  • Tilføj ½ tsk salt og kokosolien og
  • 1 dl creme fraise 38%
Bages i smurt springform. Min springform er meget lille og derfor blev kagen høj, og skulle have ca 35 min på 185 grader. Bruger du en større form kan kagen behøve ned til 20 min.

Jeg synes den har en rigtig god konsistens, ligesom rigtig kage. Xenia anbefaler alt mulig fint toppings, men i dag blev den spist rent, i morgen tror jeg, det bliver med vanilieflødeskum til. Næste gang bager jeg den i muffinsforme. Og ja, der bliver helt sikkert en anden gang. En rigtig let, lækker, god og simpel kakaokage.

Velbekomme.

Drikkevarer, den sjovere afdeling.

Efter at jeg havde skrevet gårsdagens blogindlæg, kom jeg til at tænke på at jeg jo lød voldsomt asketisk. Te, vand og til luksus lidt købedanskvand og vitaminvand. Det er jeg bestemt ikke. Det er egentlig ikke særligt ofte jeg drikker alkohol, men når jeg gør, så gør jeg det ordentligt. Der med være sagt, at i slet ikke vil vide, hvad jeg normalt indtager i løbet af en rigtig festaften, men hvilke slags må i gerne høre.

Jeg er gammeldags, så jeg drikker øl og flyversjusser. Og så drikker jeg meget gerne gul gajol (eller kopier deraf). Min veninde tvinger mig oftest til at drikke tequila, men det er bestemt ikke med min gode vilje. Ellers drikker jeg bare slavevodka med hvad der nu findes.

Men det er jo bare slet ikke særlig lchfagtigt, vel?
Så hvis jeg skulle vælge at være lchfagtig, og vælge at indtage alkohol på samme tid, så ville jeg vælge følgende:
  • Ren spiritus som vodka og rom med danskvand eller light sodavand til.
  • Tør rødvin. Ja det hedder det altså. Det betyder bare at det er surt, og derfor ikke påvirker dit blodsukker særlig meget. 
  • Tør hvidvin. Se ovenstående under rødvin. Det drikker jeg hellere end rødvin, fordi jeg ikke tåler rødvin. Jeg bliver fuld af ca ½ glas rødvin.
Et par ting der kan være godt at vide, når man drikker alkohol, mens man spiser lchf er f.eks, at de fleste ikke tåler alkohol særlig godt, mens de spiser kulhydratbegrænsede. Så pas på. Du bliver fuld af ingenting. Alkohol påvirker kroppen på en måde, så du bliver sulten. Og så er der jo altid lige et pizzaria på vejen rundt. Tag højde for det inden du tager af sted, spis max med fedt i løbet af dagen, og hav noget nemt klart hjemme i køleskabet, som du kan finde frem i en brandert. Kroppen forbrænder alkohol før den forbrænder noget som helst andet. Så du kan ryge ud af ketosen, men den kommer snart tilbage igen.

Det var vist alt jeg havde at sige om lchf og alkohol. Herfra skal lyde en lille fredagsskål i et glas beriger gløgg. Beriget som i ekstra snaps. Det er jo snart jul.

SKÅL.

torsdag den 17. oktober 2013

Drikkevarer.

Når jeg spiser lchf, så er der ikke så mange forskellige drikkevaremuligheder. For det skal jo helst være kulhydratfrit, aspartamfrit, fedt og lækkert samtidig.

Oftest drikker jeg bare te uden noget eller med fløde og/eller kokosolie i. Så drikker jeg vand og danskvand fra sodastream.

En gang i mellem tester jeg nye smage som er kommet på markedet. F.eks denne loka chokolate shake. Den er rigtig god, men det er sgi lidt underligt at danskvandet smager af chokolade.

Er det rigtig luksus så køber jeg vitaminvand i forskellige udgaver. Og helst steviasødet.

Jubii.

Se hvad jeg har fået. Tror da nok lige jeg skal have googlet lchf-vafler.

lørdag den 28. september 2013

Morgenhyggemad.

Jeg nyder en stille morgen idag.
Har bagt et lækkert brød i mit brændekomfur, mens jeg nyder stearinlys og varmen.
Igen i nat var det frost, så jeg må hellere få pelargonierne ind idag.

onsdag den 15. maj 2013

Kage, kage og mere kage.

Vi havde gæster til kaffen idag. Helt igennem svenskt fika.
Først så fik vi kage og så fik vi mere kage og så sluttede vi lige af med en lille båd melon. Nu skal det hele jo ikke gå op i kage vel?

Kagen vores gæster havde med. Ægte prinsessetårta.
Men rosen skulle nu have været lyserød.
 

Hjemmebagt kladkaka.
Opskrift kan måske komme på tale i løbet af ugen.

Og her de evigt smukke mennesker der nyder at have gæster og kage.

mandag den 13. maj 2013

Morgenmad og madklub.

Har været til et herligt madklubarrangent i fredags.
God LCHFmad, søde mennesker og gode snakke.
Vil du se lækre billeder derfra må du over til hende her.

Lige nu sidder jeg over morgenmaden og nyder solskinsvejret.
Undskyld for dårlige mobilbilleder, vores kamera er i stykker.



Solsikken spiser jeg altså ikke.
 

mandag den 11. marts 2013

Billede af banankagebrødet.


Kernebrødet som en sundere kageting.

Jeg har altid elsket banankage. Og jeg holder rigtig meget af “kernebrødet” aka LCHF-“rugbrødet”. Så idag besluttede jeg at de to ting sagtens kunne kombineres. Og resultatet blev fremragende.

Kernebrød på banankagemåden:

  • 150 g mandel/hasselnød/kokosflager som males til mel i minihakkeren.
  • 400 g kerner (sesamfrø, hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner)
  • 1 dl olie
  • 4-5 æg
  • 2 mosede bananer
  • 50-100 g hakket chokolade (gerne mørk hvis du har)
  • 1-2 håndfulde gojibær/morbær/rosiner
  • 1-2 spsk carobpulver
  • evt vanilie

Alt blandes i en stor skål og bages i en brødform foret med bagepapir. 180 grader i ca 70 min. Serveres i skiver med smør på. Kan fryses i skiver, så det er let at tage lidt op ad gangen.

Jeg synes, det var rigtig vellykket omend den i varm tilstand smagte for meget af banan. Så nu glæder jeg mig til at teste den i kold tilstand.

fredag den 1. marts 2013

LCHF??? Hvad er det egentligt???

På min fødselsdag skrev jeg dette indlæg, hvor jeg lovede at fortælle lidt om LCHF, som jo er en kosttankegang jeg forsøger at leve efter.

LCHF betyder Low Carb, High Fat. Altså få kulhydrater, meget fedt.
Det betyder at jeg skærer kulhydraterne væk fra min kost, og erstatter dem med fedt. Jeg spiser ingen kartofler, ris og pasta, ingen sukker, slik og kage, ingen kornprodukter, frugt og rodfrugter. Kort sagt ikke noget med mange kulhydrater i. Der imod spiser jeg gerne kød i alm mængder, grøntsager som har vokset over jorden, fede mælkeprodukter (creme fraise, fløde, smør og fed ost) og en del kokosolie.

En dagskost for mig er rimelig simpel. Omelet af 2-3 æg og ½ dl fløde stegt i rigeligt smør til morgenmad, en kødrest eller en dåse makrel med kogt æg til, og lidt grønt til frokost, og en kødret med stegte grøntsager til aftensmad. En del nødder og mandler eller skæreost med smør på til mellemmåltider og lidt hjemmebagt sukkerfrit kaffebrød i weekenden. Dertil serveres vand, danskvand og te med kokosolie i. Derudover tager jeg d-vitamin, probiotika, kröuterblut, hørfrøolie og en multivitamin og mineraltablet.

Der er flere forskellige retninger inden for LCHF. Nogle mener det er vigtigere at holde sig under 5 % kulhydrater, end hvad det er man spiser. For mig er det vigtigere at der ikke er tilsætningsstoffer i min kost. At det er en naturlig kost som også mine oldeforældre kunne få fat i. Jeg tror ikke på at vores krop har lært at nedbryde alle de menneskeskabte stoffer, som vi serverer for den idag.

Jeg gør det for at tabe mig, men også fordi jeg har opdaget, at jeg får det meget bedre på den kost.

Fastelavnsboller LCHF.

Kender i det, når man ser sine gamle indlæg igennem, fordi de er ved at være aktuelle igen, og så opdager at det link opskriften ligger på er forsvundet. ØV. Nu giver dette indlæg overhovedet ingen mening og min fastelavnsbolleopskrift er forsvundet. 

Måske lidt sent med fastelavnsboller, men gode var de. Og der er flere i fryseren.
Opskriften fik jeg herfra http://www.madforlivet.com. Og de er både LCHFvenlige og glutenfrie.
Jeg fyldte dem med marcipan rørt med lidt fløde, steviasødet syltetøj, flødeskum og rigtig chokolade på toppen.

Glutenfri fastelavnsbolle med inspiration fra semlor.
Fastelavnsbolle LCHF.
Halveret fastelavnsbolle smurt med marcipan ala semla.
Halveret og smurt med marcipan rørt blød med en skvis fløde. Inspirationen til dette kommer fra den svenske semla.

Lækker syltetøj ligges på fastelavnsbollen i en ring af flødeskum. Syltetøjet på billedet er købt på Christianias julemarked.
Flødeskum i rigelige mængder ligges på som en ring af fløde. Lidt syltetøj ligges i midten. Smeltet chokolade smøres på toppen af fastelavnsbollen.

Fastelavnsboller bagt i muffinsform, her uden pynt.
Jeg bagte dem i muffinsforme for at få lidt højde på dem.

lørdag den 12. januar 2013

Eftermiddags lchf-milkshake.

Kokosolie, bær, vand, fløde.
Blendes, sugerør og så er der eftermiddags milkshake.

Velbekomme.


Kokosolie, valgfrie bær, vand og fløde blendes til en lækker lchfshake.
Dejlig lyserød "milkshake".

Januar og LCHF here i come.

 

Ja har jo hørt at man helst skal skrive lidt udenlandsk for det lyder bare bedre, så deraf titlen.

Men nu er det jo januar, og så skal vi alle tabe os. Det har jeg nu nok skulle de sidste 15-20 år set ud fra et lægeligt synspunkt. Og det har jeg også gjort med mellemrum. Og taget på igen. Og tabt mig igen. Og taget på igen.

Da jeg lærte manden at kende havde jeg lige tabt 10 kg med vægtvogterne og træning, men det var så kedeligt. Og han flyttede ind med dagligt slik og colaforbrug, og et par år efter så var det galt igen.

For et par år siden mødte jeg kernesund familie, og jeg var tændt. 3 mdr levede jeg totalt sharp kernesundt og min urolige mave faldt i den grad til ro. Jeps jeg tåler i den grad ikke gluten. Og sikkert heller ikke mælkeprodukter (men det skider jeg på). Og kiloerne strøg af. Og på igen da jeg synes det blev for bøvlet med specialprodukter og egen mad altid.

For et års tid siden opdagede jeg LCHF, og det virker. Hvis man holder det. Det gjorde jeg virkelig i starten, men der er meget modstand herhjemmefra, og så er det svært. Men også det giver ro i min mave (der findes jo ikke gluten i fedt og kød) og stabilt vægttab. Og det vil jeg leve af igen. De sidste 14 dage har jeg spist op og ud i køkkenskabe og frys/køl, og der er efterhånden kun LCHFvenlig kost tilbage. Så nu kører jeg på igen. Og når nu jeg siger det højt her på bloggen, så bliver det. Basta.

Og hvad den kost går ud på, kommer der mere om i morgen, samme tid, samme sted. Ca.